Kære læser,
Denne blog er sat sammen som et eksamensprojekt i forbindelse med efteruddannelseskurset “Formidling på nettet” på Danmarks Journalist- og Mediehøjskole. Der vil ikke komme nye indlæg på bloggen i den nærmeste fremtid, men du er velkommen til at kigge i arkivet hvor der ligger forskellige artikler om frankofili og kulturmøder.
Mange hilsener,
Ann-Jette
Det er en stor udfordring at skulle arbejde på et fremmedsprog, især i starten. Man kæmper med at lære ny professionel terminologi, det kan være svært at begå sig socialt, og man må i visse tilfælde redefinere sin vanlige rolle på arbejdspladsen.
Fremmedsprog – ikke kun for lingvister
I dag er det ikke kun sprogeksperter, der bruger fremmedsprog i deres hverdag, og arbejder man i et internationalt firma eller i udlandet, skal man være i stand til at udfolde hele sin faglighed på det fælles arbejdssprog.
Min arbejdsplads i Frankrig, altid med ordbøgerne lige ved hånden
Som regel har en nyansat kollega de grundlæggende forudsætninger for at kunne gå i lag med den sproglige udfordring, men i ansættelsessituationen vejer de faglige kvalifikationer tungere end de lingvistiske.
Den nye molekylærbiologiske ekspert med det imponerende CV kan sidde ganske fortabt ved den almindelige sniksnak i frokostpausen, eller bruge megen frustrerende tid på at rette, genlæse og omskrive små enkle mails, hun før ville have sendt afsted på 10 sekunder.
Ny rolle på arbejdspladsen
Eksperterne ved, at der er specielle hensyn at tage, når folk starter på en ny fremmedsproglig arbejdsplads, men chefen og kollegaerne ved det ikke altid – eller har for travlt til at være tålmodige hver dag.
Man er så træt de første måneder. Frustreret og træt. Det er hårdt for hjernen at skulle ‘oversætte’ non stop, og det er psykisk svært at skulle indtage en anden rolle på arbejdspladsen end man er vant til.
Man er ikke længere ham den hyggelige med det lyttende øre og den kvikke bemærkning, nu kæmper man bare for at hænge på i mødesammenhænge og ikke træde alt for meget i spinaten når man drikker en kop kaffe med en kollega.
Man er ikke længere hende, der lige kan læse korrektur, brillere med en skarp analyse ved møderne, eller samle projektmedarbejdernes forskellige indspark og skrive dem sammen til en overbevisende rapport. Øv!
Til sidst kan man grine ad det
Som ugerne går bliver det heldigvis bedre med sprogforviklingen. Man tilegner sig de nye terminologier, man skaber de første professionelle resultater, kollegaerne tilgiver eventuelle små fejltrin, man tilgiver sig selv.
Hvad der kommer derefter kan man som regel grine ad. Som når den franske kollega ringer til et dansk gartnerfirma for at bestille tid til at få træerne i haven ‘omskåret’, eller når man kan høre sig selv sige ‘evidently’ for 30. gang i en 5-minutters mundtlig fremlæggelse.
Det bliver aldrig helt det samme at arbejde på et fremmedsprog, men det er berigende at prøve kræfter med sig selv i en ny rolle. Som et tjekkisk ordsprog siger: You are as many times a person as many languages you speak.
Link:
Wordreference.com, god og gratis online ordbog
Bomstærke pølsemænd, overfertile mødre, velfærdssystemets nonchalance og det gådefulde frokostbord: overraskelserne er mange for en nyankommet franskmænd.
Den danske viking
”I danskere er altså stadig rigtige vikinger!” Sådan lød nogle af de første ord fra min nye franske chef, lad os kalde ham Jacques, just ankommet til Danmark. Han var en rutineret diplomat med en fortid i Østen. Latinamerika og flere afrikanske lande, og man kunne forvente, at mødet med vores lille land ikke bød på den helt store fremmedgørelse. Men alt afhænger som bekendt af øjnene der ser.
Allerede efter få dage havde Jacques set beviser nok til at konstatere, at der stadig ruller vikingeblod i de danske årer. Man forstår, at synet af en pølsemand, der ganske ubesværet trækker sin vogn efter sig kan virke imponerende (pølsevognens motor kunne ikke høres, Jacques var selv i bil).
Eller hvad med de mange tvillingebarnevogne på fortovene (vuggestuer og dagplejemødre på tur)? For et fremmed blik kan de kun betyde, at de robuste danske kvinder simpelthen er fertilere end deres franske søstre, ligesom de små børn i vognene må have lunger af stål sådan som de gladelig ligger og blunder med næsen ude i det iskolde vejr.
Hos lægen
Næste kulturchok: lægebesøget. Minen er forfærdet, med et anstrøg af medlidenhed over for os danskere, der tror at vi har et velfærdssystem. ”Tænk en gang, jeg fik ikke en gang nogen medicin selv om jeg da tydeligvis er forkølet, og han forsøgte at få mig til at gå igen efter bare tyve minutter – uden så meget som at tage mit blodtryk, en blodprøve eller give mig en henvisning til en speciallæge”!!!
Jeg kan bekræfte, at det gøres anderledes sydpå. En let snue giver anledning til en tilbundsgående undersøgelse, en formel sygemelding, en laaang recept på smertestillende medicin, desinficerende midler, vitaminer og homeopatiske dråber, uddybende samtale om stress, livsstil, dårligt indeklima eller hvad er nu ellers kunne have givet anledning til lidelsen.
Man må jo se at få det lært ...
Smørrebrød: en udfordring
Franskbrød smurt med fedt, pålagt et stykke marineret sild med remoulade og løgringe. Jacques så svært tilfreds ud ved julefrokosten, da han helt selv havde været i buffeten og smurt sig et stykke vaskeægte dansk smørrebrød. Og så liiiige en lille snaps til, skyllet efter med et glas rødvin. Hmmm…
Danskere er jo dejligt uformelle og man spiser da bare frokost som man har lyst til. Ikke? Nej, der ER regler for smørrebrød, desværre alle uskrevne. Et par eksempler:
Og så videre, og så videre…
Det er en interessant opgave at hjælpe en udlænding på plads i Danmark, og man tvinges til at sætte ord på fænomener, vaner og skikke som man slet ikke længere selv lægger mærke til. Prøv selv at guide en udlænding til at spise frokost som var han en dansker. Jeg garanterer, at det bliver et måltid fyldt med høflige meldinger som: ”ja, lige dét ville man nok nærmere gøre sådan her”, for at afbøde en klat italiensk salat på leverpostejen eller at pyntegrøntet spises som en separat salat.
Link:
Smørrebrød vigtigt for integrationen, artikel fra dr.dk
Bevidsthed om din egen kulturelle bagage kan hjælpe med at bane vejen for et effektivt samarbejde, hvor de kulturelle særegenheder respekteres men ikke dominerer.
Som sproguddannet, fransk gift, kulturelt nysgerrig og rejseglad var jeg overbevist om, at det at flytte til Frankrig for at arbejde i Europarådet ville være næsten som at ‘komme hjem. Jeg glædede mig inderligt til at spise frokost med en russer, til at lave projekter med en englænder, til at have en portugisisk chef og en serbisk sekretær.
Heldigvis viste det sig også, at de to år, jeg skulle være dernede, på alle måder blev lige så spændende og berigende, som jeg havde forventet. Men kulturmødet foregik bestemt ikke som i den rosenrøde fantasi, jeg rejse afsted med. Jeg måtte forholde mig til nogle gange at stå fuldstændigt på bar bund over for en frustrerende misforståelse, og endda at acceptere at have begået enkelte kæmpe fejltagelser begrundet i sproglige forviklinger eller forkert afkodning af en situation eller en kollegas signaler.
Hvad gør man så, når man gerne vil gøre det bedre? I mit tilfælde melder man sig til et kursus i ”Interkulturel kommunikation”. To dage, hvor den ene brik efter den anden faldt på plads. Dejligt! Ikke fordi, jeg lærte at ”når chefen er portugiser, så skal man gøre tingene på den og den måde”, men fordi jeg blev opmærksom på vægten af min egen kulturelle bagage.
Kulturel bagage
Når man ikke er bevidst om sin kulturelle bagage kan man nemt komme til at lulle sig ind i den tanke, at en stor del af ens egne værdier og handlemønstre simpelthen bunder i almindelig sund fornuft. Som det gode menneske man er, forsøger man helhjertet at være åben og tage hensyn til de kulturelle eller personlige særtræk, man kender til hos den anden, men man er blind for sine egne særheder.
I virkeligheden er vore værdier og vore forventninger til hvordan andre skal behandle os jo et produkt af vores opdragelse, uddannelse, sociale liv og kulturelle baggrund, og hvis man ikke gør sig den umage at kortlægge sig selv, så vil man i længden have svært ved at acceptere, at den anden ikke af sig selv tager hensyn til ens egne uskrevne (og tit ubevidste) regler.
Eksempel: man kan godt vide og vænne sig til, at nogle kollegaer konsekvent kommer for sent til møder og aftaler. Det forklarer man for sig selv med, at ”åh ja, sådan er de grækere/franskmænd/italienere jo”. Sværere er det at lade være med at være irriteret over det, for ”de spilder min tid” og ”respekterer ikke, at jeg er punktlig”. Eller at overvinde sin impuls til stadig kun at afsætte en halv time til mødet i sin kalender, for ”så må de lære det”.
Tilpasning eller afgrænsning
Man skal hyle med de ulve, man er iblandt. When in Rome, do as the Romans. Jeg vil skyde på, at man på næsten alle sprog kan finde et ordsprog der maner til at afkode og tilpasse sig sine omgivelser.
Ok, så. Men hvad når der i ulvekoblet også er papegøjer, huskatte og giraffer? Hvordan er spillereglerne, når man taler om en arbejdsplads med mange kulturer? Når den ene afdeling er domineret af briter og afdelingen længere nede ad gangen af italienere? Skal man hele tiden bruge sit krudt på at vejre stemninger, afkode spilleregler og tilpasse sig?
Personligt tror jeg ikke, at det er vejen frem på længere sigt. Jeg tror, at løsningen ligger i bevidstheden om sine egne særtræk og om, at der ikke er noget der hedder ”sådan gør man da”. På den måde bliver man i stand til klart at signalere hvad man er for en person i et samarbejde, og til nemmere at tackle andres afvigelser fra sin egen norm.
Så slipper man for gang på gang at sidde høfligt men småsur og vente på de kollegaer, der ikke har samme tidsbegreb som man selv har, og kan i stedet én gang for alle sige: ”hør her, jeg har det lidt anderledes med punktlighed end jer, hvordan finder vi lige ud af at få enderne til at mødes”.
Som dansker i udlandet er der nogle helt specielle følelser forbundet med bestemte madvarer hjemmefra. Hjemve.dk har specialiseret sig i at levere de særligt savnede varer over hele verden.
Labre larver og frikadellemix
For nogle danskere er det utænkeligt så meget som at rejse til Rhodos i en uge uden at have kufferten pakket med rugbrød. Andre klarer sig med lige at lægge et par poser saltlakrids i håndbagagen, eller en lille flaske med Gammel Dansk som supplement til hotellets Continental breakfast.
Madvarer og -vaner synes at være tæt forbundet med vores følelse af velvære. Når man er hjemmefra i længere tid kan genkendeligheden i en dansk emballage eller smagen af danske madvarer have en særlig dulmende effekt på den hjemvé, der af og til stikker hovedet frem.
Der er hjælp at hente, hvis du lige nu sidder et sted og sukker efter noget ærkedansk. Hjemve.dk er leveringsdygtig i alt fra gløggkrydderier og Labre Larver til asier og frikadellemix. Ekspederer over hele verden på bare tre hverdage!
Dagligvarer der spreder hygge
En pakke Ota solgryn, Dr Oetker citronfromagepulver eller Pama grødris skænker man ikke den store tanke, når man tager turen til supermarkedet for 5. gang på en uge.
Men når man har langt hjem bliver helt almindelige dagligvarer små budbringere hjemmefra, forbundet med en helt speciel følelse af hygge. Jo almindeligere, jo bedre.
I den udlandsdanske familie kan månedens helt store øjeblik være det, hvor man har modtaget en pakke fra Danmark og andægtigt samles om frokostbordet for at spise groft rugbrød og stegt torskerogn toppet med remoulade.
Det helt almindelige hitter
Min egen udlandsdansker-hitliste lyder på:
Meget klassisk vel i grunden. Ser man på hjemve.dk findes der mere overraskende savn: Jaka bov, Skipperlabskovs på dåse, Thousand Island dressing, rustne søm i kilopakninger, ja sågar kartofler på glas…
Buffetens store tilløbsstykke ved årets julefrokost i den danske klub i Strasbourg var hverken andestegen eller den (af mig) nænsomt tilberedte mørbrad med champignoner og bløde løg. Det var da der blev stillet fire store bakker af Stryhns blå leverpostej på bordet, at det helt store sug gik gennem salen!
Som Proust med sin Madeleine-kage, der satte gang i minderne om hans barndom og produktionen af ”På sporet af den tabte tid”, forestiller jeg mig danskere over hele verden, der takket være hjemve.dk er i færd med at drømme sig tilbage til hjemlandet ved smagen af en citronmåne.
Links:
- Hjemve.dk
- Litteratursiden.dk: Marcel Proust og ”smagen af erindring”
